You are currently viewing Lad din hund være din løbemakker

Lad din hund være din løbemakker

Vi ved jo alle sammen godt, at vores hunde har brug for motion.

Vi ved også alle sammen godt, at vi selv har brug for motion!

Hundeejere går (ikke overraskende) væsentlig mere, end mennesker der ikke har hund. Og faktisk er der undersøgelser, der viser, at hundeejere generelt har et højere aktivitetsniveau. Jeg vil selv gerne motionere meget – også udover gåturene, men jeg synes faktisk, at det kan være svært at finde tid til det hele. Så jeg forsøger at kombinere tingene.

For hunden er en fremragende løbemakker.

Ja ja, den skal da lige lære reglerne på løbeturen. Men når det er på plads, så har du en trofast makker, der aldrig brænder dig af.

KOM GODT I GANG

Først og fremmest skal du overveje, om din hund er velegnet til længere løbeture. En chihuahua er måske ikke den rette hund som din løbemakker på en 10 kilometer!

Jeg har selv både en labrador og en cavalier king charles. Den lille cavalier kom ind i familien først, så jeg forsøgte at tage hende med på nogle korte løbeture. Det måtte jeg simpelthen opgive, for hun var (og er stadig) ikke en hund, der løber meget. Hun vil bare gerne tage den med ro og snuse, snuse og atter snuse. 

Men så fik vi en labrador. Hun var knap et års tid, inden jeg begyndte at tage hende med. Man skal passe på dem i voksealderen, og lange hårde løbeture er ikke godt for dem. Lad dem gerne være helt eller næsten helt udvokset, inden løbetræningen starter. (Spørg evt. din dyrelæge, hvornår din hvalp er klar til at tage hul på løbetræningen). 

Jeg startede ud med korte ture. Faktisk var mit held, at jeg selv startede fra bunden af. Så vi skiftevis gik og løb 2-3 kilometer i begyndelsen. Og så byggede vi ellers på over tid.

Husk, at du skal passe godt på din hund. De fleste hunde siger ikke fra, selvom de er trætte. Det er din opgave at aflæse din hund og sørge for at træne den op til den ønskede distance.

BESLUT DIG FOR SPILLETS REGLER

Det er en fordel fra starten at beslutte dig for, hvilke regler din hund skal indordne sig under på løbeturen.

Din hund lærer dem meget nemmere, hvis det er samme spilleregler hver gang.

For mit eget vedkommende, så må min labrador ikke snuse på løbeturen. Hvis hun skal tisse eller besørge, så stopper vi naturligvis. Alt andet er forbudt! Men jeg er også heldig med min labrador. Dels er hun tæve og har ikke behov for at tisse på hvert et græsstrå, som mange hanhunde. Og dels ELSKER hun at løbe, og hun er meget fokuseret. Hun vil ikke hilse på nogen, og hun er heller ikke interesseret i at snuse. Vi skal bare fremad!

En anden regel er, at hun skal løbe foran mig. Jeg har købt et specielt løbebælte, som hendes line sidder i. Når hun løber foran mig, så kan jeg hele tiden holde øje med hende, og jeg undgår at linen bliver slap, så jeg risikere at falde i den. Derudover undgår jeg, at hun trækker mig skævt frem, så jeg får ondt i knæ eller andre skader.

PÅ HUNDEN PREMISSER

Hvis du tager din hund med på løbeturen, så skal du være indstillet på at tilsidesætte dine egne mål. Du bliver nødt til at give din hund plads til f.eks. at tisse, uden at du bliver ærgerlig over de sekunder du taber. Du bliver også nødt til at forholde dig til vejret og vælge det rigtig tidspunkt at løbe på. Det kan godt være, at du selv trives fint med at løbe i 28 graders varme om sommeren. Men det er ikke godt for din hund. Din hun kan ikke drikke vand på forskud, fordi I skal løbe. Og den siger ikke stop undervejs, hvis den er tørstig. Din hund siger heller ikke fra, selvom den løber på brænd varm asfalt, men det er altså ikke godt for poterne.

Så løb på det rigtig tidspunkt i forhold til vejr og vind.
Jeg foretrækker selv at løbe på grusstiger, i det omfang det er muligt. Og i varme perioder løber jeg enten tidligt om morgenen eller i løbet af aftenen. Og så sørger jeg for, at vi om sommeren altid indlægger en badetur (altså til min hund!) på vores løbetur. Det er selvfølgelig mit held, at jeg bor et sted, hvor det er muligt, uanset hvad retning vi løber i. Men jeg har det godt med, at min hund – som i øvrigt elsker at bade – lige bliver kølet ned i løbet af vores tur.

HOLD FAST I RUTINEN

Min hund har været min faste løbemakker i 5 år. Så når jeg finder løbeskoene frem, så er hun klar med det samme.

Det stiller krav til mig. Vi er nødt til at være konsekvente med vores løb.

Jeg synes ikke, at jeg kan tillade mig at løbe 8km med hende den ene dag, og så vente 3 uger til næste løbetur. Hvis vi skal løbe, skal vi være konsekvente, og hun skal holde i god stabil form. Derfor løber vi også med ensartede intervaller mellem turene og uden store udsving mellem turenes længde.

Hunden er en fantastisk løbemakker. Den vil med HVER gang, og du forpligter dig til at være stabil med dit løb.

HJEMME IGEN EFTER TUREN

Sørg altid for at tilbyde din hund rent frisk vand efter løbeturen. Også i timerne efter. Din hund vil ofte være ganske tørstig – ligesom dig selv. Sørg for at den bliver kølet langsomt ned efter turen. Varme muskler har bedst af langsom nedkøling – det gælder også din hund. Så lad den ikke ligge i sneen om vinteren. Tag den med ind til den er kølet godt ned. Tjek poterne – særligt, hvis I har løbet på asfalt. Smør dem gerne med en god potepleje, så de er smidige og modstandsdygtige. Rigtig god tur:)

#6 GODE TIPS TIL DIG, DER VIL GØRE DIN HUND TIL LØBEMAKKER

  • Start rolig ud og træn op sammen
  • Sæt din hund i fokus – dine egne mål er sekundære
  • Vær stabil med løbeturene
  • Tilbyd frisk vand med det samme efter løbeturen
  • Køl de varme muskler langsomt ned
  • Pas godt på hunden poter på løbeturen, og plej dem godt, når I kommer hjem
Glæd dig over din nye trofaste løbemakker. Din hund får motion, du får motion. I er afsted sammen og det er kvalitettid. Men husk stadig lufteturene, hvor der er tid til at snuse. Det har din hund stadig brug for ved siden af løbeturene.