Hund i bilen – pas på sommervarmen

“HUND DEHYDRERET EFTER AT SIDDE I VARM BIL”  –  “HUND EFTERLADT I VARM BIL – TÆT PÅ AT MISTE LIVET” – “HUND DØD I VARM BIL” … har du set sådan nogle overskrifter i avisen på en varm sommerdag?

Giver det et sug i maven? Hvordan pokker kan det ske, at hunde mister livet i varme biler hvert eneste år?

Det er der ikke noget entydigt svar på, men når man læser historien, så tegner der sig et mønster. I de fleste tilfælde kommer det nemlig helt bag på hundeejeren, at det kunne gå så galt. Det er heller ikke nemt at forstå – man er jo kun lige væk i kort tid! Problemet er bare, at temperaturen i en bil stiger ekstremt hurtigt, hvis den står i solen.

Se lige disse tal fra Svenska Kennelklub

KlokkeslætTemperatur udeVejrTemperatur i bilen
Kl. 08.3014͘ºSkygge19º
Kl. 09.3018ºSkygge38º
Kl. 10.3020ºBlandet47º
Kl. 11.3020ºSol57º
Kl. 12.0023ºSol62º
Kl. 13.3022ºSol85º

Det er faktisk uhyggeligt at få sat tal på. Det går virkelig stærkt!

Så tænkt over det, hvis du er nødt til at efterlade din hunde i bilen på en sommerdag.

HVIS HUNDEN SIDDER I BILEN

Hvis du er absolut nødsaget til at efterlade din hund i bilen på en varm dag, så bør du tage følgende forbehold:

  • Parker i skyggen (husk at solen flytter sig)
  • Åben flere vinduer i bilen, så der er gennemtræk
  • Giv din hund en skål frisk koldt vand
  • Læg dit mobil nummer i forruden, så forbipasserende kan få fat i dig, hvis de ser, at din hund er utilpas
  • Gør dit ærinde så kort som overhovedet muligt

HVIS DU SER EN NØDLIDENDE HUND I EN VARM BIL

Hvis du ser en hund i en varm bil, så bør du observere situationen. Det er ikke unormalt at hunden halser, når den har det varmt. Og det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at den er ved at dehydrere. Ellers bør du gøre følgende:

  • Observer hunden
  • Forsøg at finde ejeren. Er det foran et supermarked, kan du f.eks. bede personalet i supermarkedet om at efterlyse ejeren
  • Kontakt politiet
  • Slå ruden ind på bilen og få hunden ud

SÅDAN HJÆLPER DU EN DEHYDRERET HUND

En hund, der er ved at dehydrere, kan være svimmel, forvirret, tør i munden osv. Hvis du vil hjælpe den, så kan du gøre følgende:

  • Læg hunden i skyggen eller et køligt sted
  • Giv den frisk koldt vand
  • Pak den ind i et køligt og fugtigt klæde – særligt omkring poterne og omkring hovedet
  • Kontakt en dyrlæge og få hunden tilset

(Pas på med for hurtig nedkøling. Det kan medføre at blodkarrerne trækker sig sammen, og du opnår faktisk den modsatte effekt)

DET GODE RÅD

Undgå at efterlade din hund i bilen på en varm dag. Den har det meget bedre hjemme – også selvom den er alene.