You are currently viewing Vandreture med hund i Norge
Lava og Zack med udsigt over saltsøen ved Besseggen

Vandreture med hund i Norge

Sommerhalvåret er sæson for ude- og ferieaktiviteter med sin hund, og mange har forelsket sig i vandring som en oplevelsesrig aktivitet – og her er det oplagt at tage hunden med. Har du mod på vandring i bjerge med fantastiske udsigter og store naturoplevelser, så bliv inspireret til din næste tur her i artiklen. Svenske Cattisz Goos, som i dag er bosat i Danmark, deler her tre rutebeskrivelser og gode råd til turen. Læs også, hvordan hun forberedte turen for sine hunde, Lava og Zack, der dengang var 2 og 8 år.

Forberedelserne til turen

Før vi tog afsted havde jeg gjort den helt store research om man overhovedet måtte have hunde med på de ture, vi havde planlagt at gå; om andre havde taget turene med hund – for at se, om det var fair at have dem med.

Det var også vigtigt for mig, at mine hunde var i rigtig god form; at Lava var gammel nok og udvokset, før hun skulle med på de lange ture. Zack har altid været vant til at gå meget, men efter en agilityskade var han lidt svækket og hans knæ drillede indimellem. Derfor havde jeg også en backup plan, og jeg havde lært Zack at sidde i tasken eller på skulderen, hvis det ville blive nødvendigt.

Der var pakket lunch bars, masser af godbidder med protein, væskeerstatning og førstehjælpskit til hundene, så de ikke på noget tidspunkt skulle ”gå kolde”. Til turen havde jeg valgt nogle seler, hundene kunne løftes i uden ubehag – eller kunne falde ud af, hvis der ville opstå en situation, hvor jeg hurtigt og sikkert havde brug for at få fat i dem. Jeg tror, jeg forberedte turen bedre for hundene end for os selv.

Den første tur – Preikestolen

Den første tur, vi prøvede kræfter med, var Preikestolen, som ligger 604m over Lysefjorden. Det er en fin begyndertur. Den er ikke så lang – ca 8 km – omfatter stigninger på 500m og det tager omkring 4 timer at nå toppen. Det var regnvejr, da vi startede, og nogle steder var der oversvømmelse på stien – ét sted så meget, at hundene blev nødt til at svømme over! Dog var vandet helt væk, da vi kom forbi igen på vejen tilbage til base camp.

Toppen kommer ganske pludseligt bag et sving, og der var mange mennesker på hele turen. Der var ikke et tidspunkt, man var alene på hele turen. Der var også mange, der havde hunde med. På stien derop var der en “trappe” af høje sten, så hundene skulle kæmpe lidt for at følge med.

Det startede med at klare op, da vi nåede toppen og udsigten over lysefjorden var helt fantastisk. Efter frokost på toppen begyndte turen ned igen, her blev de store spring for meget for Zack, så det var heldigt, at han havde lært at være i tasken.

Trolltunga – i smukt højfjeldsterræn

Den næste store planlagte tur var Trolltunga. Den var jeg meget spændt på, da den krævede lidt mere planlægning før. Det er virkelig dyrt at parkere oppe på base camp, så vi skulle få det til at passe med bus nede fra Odda, hvor vi boede på campingpladsen. Vi skulle gerne starte med at gå fra Mågelitopp ved solopgang, så vi kunne nå ned igen før solnedgang.

Hvis man starter turen nede ved Skjeggedal er den 27 km, men vi valgte at tage bussen til Mågelitopp, da de første 7 km er på en kringlet asfalteret vej. Fra Mågelitopp er turen ud til Trolltunga 20 km, og man skal regne med at turen tager ca 7-10 timer.

Turen er igennem den smukkeste højfjeldsterræn og føles slet ikke så hård, da den stiger langsomt op til de 1.180m. Dog er velsiddende vandrestøvler et must til den her tur, den er ikke ”for sjov”, hvis vejret slår om – og man skal være i god fysisk form.

Men turen er det hele værd! Jeg drømmer om at tage tilbage og gå turen igen. Den tager virkelig pusten fra dig på mere end en måde. Hvis man vil, kan man overnatte i telt på et sted lidt før toppen og se udsigten i solnedgang eller -opgang.

Vandring og klatring på Besseggen – kun for bjergvante hunde

Den sidste planlagte tur var Besseggen. Man kan tage turen begge veje, men vi valgte at tage færgen fra Gjendesheim til Memurubu for at gå op af eggen i stedet for ned. Dette er jeg vildt glad for, for jeg tror ikke den er særlig sjov at gå nedad som “nybegynder”.

Denne tur kræver også lidt planlægning, da man skal købe billet til færgen. Men vi gik den udenfor højsæson, så det var ikke noget problem at købe billetten dagen før.

Turen over Besseggen er 13 km lang og med en stigning på knapt 1000 højdemeter. Den tager 6-8 timer at gå inklusiv pauser.

Turen var den sværeste, da man skal klatre et stykke op af eggen og det var for højt for hundene at hoppe op sten for sten. Så de blev løftet op, én sten ad gangen – og ventede pænt på, at jeg klatrede op til dem, før de blev løftet op til næste stykke.

Besseggen var simpelthen så smuk, men også meget overraskende. Den var sværere end forventet, selvom jeg havde gjort et stort forarbejde ved at læse om den. Til en anden gang tror jeg ikke, jeg tager hundene med på denne tur, selvom de gjorde det virkelig godt.

Jeg anbefaler, at man kun har en hund med pr mand, så man kun skal tænke på at få den ene sikkert igennem. Der kan ske rigtigt mange farlige ting på den her tur, hvis man ikke har en hund, der hører efter og er vant til at gå i bjerge.

Anbefalinger og gode råd til vandring i bjergene

Jeg vil helt sikkert tage hundene med på vandreture i Norge igen. Jeg vil anbefale, at hvis man også vil tage billeder ude på Trolltunga osv., skal man være to personer sammen, da det ikke er hensigtsmæssigt at tage hunden med der ud.

Preikestolen kan man fint gå hele vejen op til toppen uden at holde lange pauser, men de andre to ruter kræver mere. Det er godt hele tiden at fylde op med energi, så man ikke går kold halvvejs op eller ned. Som altid når man vandrer i bjergene, hvor der er vildt dårligt telefondækning, er det en god idé at fortælle nogen, hvornår man går fra base camp – og meddeler, når man når tilbage og ca. hvor lang tid, man forventer at være er afsted. Der er ikke andre, der holder styr på dig deroppe.

Om Cattisz Goos

Mit navn er Cattisz Goos. Jeg startede i hesteverdenen, men har altid haft hunde omkring mig da min morfar gik meget på jagt. Efter et uheld til hest, hvor jeg kom til skade i ryggen, blev jeg nødsaget til at finde på noget andet at lave. Naturligt faldt valget på hunde, og jeg fik min første hund, en amstaff, i 2008.

I 2009 søgte jeg på Naturbruksgymnasiet i Dingle i Sverige, på linjen “Hund”. Dette er en 3-årig gymnasial uddannelse, hvor man medbringer sin egen hund. Her lærer du om alt, der har med hunde at gøre. Herfra har alt, hvad jeg har lavet, været indenfor hundeverdenen –  jeg er bl.a. uddannet ringpersonale og hoopers instruktør, og jeg har gjort rigtigt meget i at handle andres hunde på udstilling.

I dag ejer jeg fire lancashire heeler og opdrætter disse under kennelnavnet Winners’ Tale. Vi har også en labrador retriever samt en bayersk bjergschweisshund i hjemmet. 

Jeg træner rigtigt meget rally lydighed, agility og lydighed med mine hunde og går også til udstilling med hundene. Som den svenske pige jeg er, står lange ture i skoven og i høje bjerge mig rigtigt nær. Jeg synes, at en gåtur er spild, hvis jeg ikke kan dele den med mine hunde.

Til daglig arbejder jeg med hunde. Derudover studerer jeg til hundemassør med speciale i rehabilitering med henblik på at arbejde mere med at holde hunde i god form for at forhindre skader – samt hjælpe andre med at holde deres hunde stærke til et aktivt liv.

Du kan følge Cattisz og hendes hunde på Facebook og Instagram.