NÅR DIN HUND SPISER FOR HURTIGT

NÅR DIN HUND SPISER FOR HURTIGT

Kan en hund egentlig spise for hurtigt?

Det er der nok ikke noget entydigt svar på, da det blot er deres instinkt.

Jeg foretrækker dog, at mine to hunde tager sig tid til at spise deres mad.

Når man har 2 hunde som jeg – en labrador, som ikke er specielt madglad, og en lille cavalier der sluger alt med lynets hast – så har vi taget nogle forbehold, når de skal spise.
Den lille cavalier spiser inden for, og vores labrador spiser uden for. På den måde giver vi vores labrador Totte fred og ro til at spise sin mad alene. Hun tager sig ofte rigtig god tid, og kan endda finde på at tage en lille pause under spisningen, hvor hun lige sætter sig og slår en bøvs ellers går en tur i haven.
Vores lille cavalier derimod, hun opfører sig nærmest som en støvsuger, og hun tror, at hvert måltid er det sidste! Så hun er som sagt afskåret for at forstyrre og lægge pres på vores labrador. Og ved at have dem adskilt undgår vi, at hun også spiser labradorens mad.
Derudover har vi givet den lille cavalier en skål, som gør det svært for hende at spise hurtigt. Der er ganske enkelt 3 store dubber i den, så hun ikke bare kan stikke hovedet i skålen og nærmeste suge den op. Nu skal der arbejdes for at få pillerne op. For vores lille hund har dette haft en rigtig godt effekt, og det har forlænget hendes spisetid med flere minutter.

En anden rigtig god løsning er, at smide hundens foder på græsplænen, og så lade den søge og finde sin mad. Den løsning kan jeg desværre ikke bruge, fordi vi har to hunde – men har du kun én hund, så er det også en fremragende løsning. Den løsning kræver nemlig også, at din hund bruger sin næse og sit hovet, og på den måde kan du fodre og stimulere din hund samtidig.
En tredje løsning kan være at bruge en aktivitetsbold til din hund. Der findes mange typer (spørg hos din dyrehandel). Men igen fyldes bolden med hundens mad, og så skal den trille rundt med bolden, for at få sin mad ud. Ligesom med løsningen, hvor foderet smides på græsset, så opnår du igen både at nedsætte hastigheden med indtagelsen, og samtidig skal din hund bruge hovedet for at få sin mad. Der findes efterhånden flere rigtig gode løsninger, så du undgår, at din hund sluger maden, og hvor den samtidig skal bruge hovedet. Tag en snak med din dyrehandel – der er helt sikkert gode råd og gode idéer at hente.

Og nu er der her lagt fokus på at finde løsninger til de hunde, der spiser meget hurtigt. Men alle løsninger er lige så gode til hunde, der spiser stille og roligt, netop fordi godbidsbolde, mad på græsset eller noget helt tredje og stimulerer og styrker din hund.

Så velbekomme 🙂