You are currently viewing Er agility noget for dig og din hund?

Er agility noget for dig og din hund?

Agility er en sport, hvor du sammen med din hund skal gennemføre en opstillet forhindringsbane hurtigst muligt og med færrest mulige banefejl. Hunden skal blandt andet springe over spring, løbe igennem tunneller, løbe slalom og meget andet. Hvis det lyder som noget for dig og din hund, så får du her en række øvelser, som I med fordel allerede nu kan begynde at træne sammen.

Tekst af Tina Tøndering. Fotos af Tina Tøndering, Tanja Olsen og Jens Ole Photography

Ikke alle har mulighed for at have egen agilitybane i haven, men det betyder ikke, at du ikke kan træne agility med din hund, for agility er meget mere end at løbe på forhindringer.

Start allerede nu med at få opbygget en god kontakt til hunden, så den i alle situationer selv med rigtig mange forstyrrelser synes at samarbejdet med dig, er det aller bedste. Hunden skal komme, når der bliver kaldt, og det er også en stor fordel, at den kan sidde eller ligge, alt imens du bevæger dig et par skrid fra den. Stille og roligt skal øvelsen udvides, så hunden bliver siddende eller liggende, og du til sidst kan gå 5-8 meter fra den. Husk at belønne hunden med en lækker godbid eller et godt stykke legetøj, når den har gjort det helt rigtigt og ventet pænt på sin fri-kommando. Disse øvelser kan du starte med allerede fra hunden er 8 uger gammel, og det er øvelser som er godt at have fokus på igennem hele hundens opvækst.

FAKTA OM ALDER OG AGILITYTRÆNING

Hunde må først starte ”rigtig” agilitytræning, når de er 12 måneder gamle, da de her er ”voksne” og deres krop er færdig med at vokse. Dog bør store og tunge racer vente til de 18 måneder gamle af hensyn til belastningen af deres led. Det er vigtigt at starte træningen stille og roligt op, så hunden får opbygget de rette muskler og kan klare den belastning, det er at træne agility med den. De må først starte konkurrence, når de er 18 måneder, så der er ingen grund til at skynde sig.

 

 

Øvelser når hunden er 6-8 måneder

Når hunden er omkring 6-8 måneder gammel afhængig af race, kan man begynde at lade den løbe hen til et legetøj, som ligger ”dødt” på jorden. Gør først legetøjet interessant kast det, og i det øjeblik det rammer jorden, så slipper du hunden og motiverer den til at løbe ”fremad” mod legetøjet. Lav maks. 5 repetitioner af denne øvelse pr. træning for at passe på hundens krop og ben.

 

Øvelser når hunden er 10-12 måneder

Når hunden er omkring 10 -12 måneder, er det tid at tage fat i en anden sjov og vigtig øvelse hvor hunden lærer at løbe rundt om noget – det kunne for eksempel være en kegle, en gummistøvle, en flaske, et træ, en rygsæk – kun din fantasi sætter grænser. Jo flere mærkelige ting den kan løbe rundt om, jo sjovere vil du og hunden have det, og des nemmere bliver det for hunden, når den på agilitybanen kommer til at møde forskellige former for spring. Når hunden kan løbe rundt om en ting, kan en ting mere tilføjes og senere en ting mere – sådan at øvelsen stille og roligt udbygges, og hunden lærer at blive ført fra den ene ting og frem til og rundt om den næste osv.

Øvelser til kontaktforhindringer

Det er også på dette tidspunkt, at du kan begynde at træne hunden til at forstår, hvordan den stopper på kontaktforhindringerne. Det kan trænes med en kantsten, et lille trappetrin, en lille boks etc. Hunden skal stå med bagbenene oppe og forbenene i jorden. På kontaktforhindringerne har hunden de bedste forudsætninger for at forstå øvelsen, når den står med bagbenene på forhindringen og forbenene i græsset. Start med at motivere hunden til at indtage positionen, beløn og giv den straks fri kommandoen igen. Når hunden har forstået øvelsen kan du stille og roligt øge tiden fra belønning til fri-kommandoen, så hunden lærer at vente på sin fri-kommando, nøjagtigt som med sit/dæk øvelsen tidligere beskrevet.

 

Øvelser når hunden er 12-14 måneder

Når hunden er 12-14 måneder afhængig af race, må den begynde at springe over spring. Her kan man med fordel bruge ”stik-i-jorden” spring, som kan købes i mange dyreforhandlere og som nemt kan pakkes væk, når man ikke bruger det. Vigtigt er at pinden kan falde nemt ned, og at man starter med at have pinden helt lavt. Dog ikke helt på jorden, da der så er risiko for at hunden kan træde på den og dermed komme til skade med sine tæer. Højden på springene øges meget stille og roligt og i takt med, at hunden bliver ældre.

Start med at lære hunden at hoppe over et spring. Her kan du med fordel bruge øvelserne fra tidligere, hvor hunden har lært at sidde/ligge pænt og vente på sin fri-kommando samt øvelsen med at løbe hen til legetøjet som ligger på jorden. Lad legetøjet ligge 5-6 meter på den anden side af springet og send hunden frem over springet.

Når hunden forstår denne øvelse, er det tid at koble øvelsen med at gå rundt om kegle, støvle etc. på springet. Sæt keglen op ved siden af den ene ”stik-i-jorden-pind”/springstøtte og send hunden rundt om keglen/pinden. Når hunden er med på øvelsen, kan keglen fjernes, og det er alene pinden/støtten, som hunden nu løber rundt om.

Når hunden er helt fortrolig med øvelsen på et spring, kan spring nummer to kobles på, og hunden kan nu sendes frem over to spring. Det bliver også muligt at styre den rundt, som du tidligere har trænet med kegler, gummistøvler, træer etc.

Jeg håber du efter at have læst denne artikel har fået mod på mere agility og er klar til at melde dig ind i en klub for at få undervisning og få en masse sjove timer sammen med din hund.

————————————————

OM TINA TØNDERING

Jeg har løbet agility i ca. 17 år og har 3 border collies hvoraf de 2 er aktive konkurrencehunde. De har alderen 2, 7 og 11 år.
Jeg er en aktiv agilityudøver med flere oplevelser i bagagen – Jeg har blandt andet vundet DCH DM 2 gange, vundet DKK DM for hold, vundet sølv for hold til Nordisk Mesterskab og løbet for det danske hold til VM. Derudover har jeg vundet flere regionale mesterskaber og titler herunder det sydjyske mesterskab.

Når tiden tillader det underviser jeg også i agility. Det er muligt at booke mig til enetimer, kurser i klub eller at melde på de kurser jeg udbyder når tiden tillader det.

Hold øje med min blog www.tinashunde.bloggersdelight.dk og min facebookside ”Tina Tøndering – Agilityundervisning” for de første informationer om kurser.