Jeg er en mellempuddel på 11 år og vil gerne fortælle lidt om mit liv.

Jeg og mine søskende blev født i Slangerup på Sjælland, hvor vi fik 8 herlige uger sammen. Så kom min nye far og mor og hentede mig til Fyn, hvor der ventede mange spændende oplevelser.

Jeg lærte hurtigt huset og haven at kende. I haven blev jeg snart dygtig til at fange mosegrise og mus. Ret hurtigt begyndte jeg sammen med mor i børnehaveklassen, hvor der var mange forskellige hvalpe. Det var sjovt.

Hver dag gik jeg tur med min far, hvor vi så harer og fasaner. Da jeg var et år gammel, døde min far. Det var underligt.
Snart begyndte den lidt sværere (og lidt kedeligere) lydighedstræning. Det kunne dog også indimellem være ret sjovt, særligt når vi var fremmede steder til konkurrencer sammen med alle mulige fremmede hunde og mennesker, og vi havde klapstolen og madpakker med. Det allerbedste var dog, da vi begyndte at løbe agility. Det var lige noget, der passede mig med op og ned, ud og ind, over og under, frem og tilbage i en susende fart. – Det var tider! Jeg hørte tit nogen sige, at jeg var dygtig.

Men, så kom tiden, da mor ikke kunne løbe med mere på grund af gigten. – ØV !! Mor var så glad for mig og ville gerne have, at andre også kunne få glæde af mit selskab. Chancen kom, da TRYGFONDEN i 2010 søgte besøgshunde til plejehjemmene.
Vi kom til session ligesom de unge mennesker til militærtjeneste. Det var spændende. Dyrlægen tjekkede mit helbred, andre skulle se om jeg var nervøs, når de ”tabte” en krykkestok med et stort rabalder, eller der kom en susende i en kørestol tæt forbi mig. En mand i kørestol ville gerne have, at jeg hoppede op til ham, så det gjorde jeg selvfølgelig.

Det hele gik fint, jeg bestod prøven.

Nu blev det jo spændende, når plejehjemmet ringede efter os. – Det gjorde de bare ikke.

Vi måtte selv skubbe på for at komme i gang. Men så gik det også hurtigt. Vi fik skrevet papir med aftale om at møde hver tirsdag i 2 haver = afdelinger med ca. 12 beboere i hver have. Det blev dog hurtigt til besøg i 3 haver.

Det var rigtig dejligt at besøge de gamle mennesker, som blev så glade for at se mig. Snart kunne de kende ugedagene på mine besøg.

Når vi kom ind ad døren, løb jeg først hen i opholdsstuen, hvor det lød: ”Hej, der kommer Buster, så er det tirsdag!” Og så var der godbidder fra alle, (næsten).

Enkelte besøgte vi i deres egne stuer, hvis de ønskede det. Nogle af dem sad og ventede os. Derfor gav vi altid skriftlig besked med billede af mig, hvis vi var forhindrede i at komme næste gang.

Det er ikke alle, der kan lide at der kommer en hund på besøg, men de fleste er glade for det.

Det, der har rørt min mor mest er når en, der lå i sengen lige før sin død, gerne ville have mig op for at mærke min bløde pels igen. Derfor håber min mor, at lederne på alle plejehjemmene får øjnene op for den betydning besøgshunde kan have for beboernes trivsel. Nogle steder fungerer det fint men desværre ikke alle, selv om det er ganske gratis, da TRYGFONDEN betaler det udstyr, der er brug for.